Hvad er masking?

Autister der maskerer, er altid på arbejde

Vi bruger alle masker – skuespillere er nok dem der mestrer det bedst, men lejlighedsvis bruger alle masker. Hvis man er til jobsamtale, viser man måske kun den ”pæne” side frem, og det samme hvis du er på date eller møder svigerforældrene første gang.

Men for flere autister er masken på næsten hele tiden, da det kan være en overlevelsesstrategi. Selvom det ikke forekommer naturligt, så ved autister alligevel, at øjenkontakt, fagter og interesseret smalltalk virker i den neurotypiske verden. Derfor er der flere, som tvinger sig selv til at bruge øjenkontakt og lærer sig selv forskellige spørgsmål, de kan bruge i smalltalk med andre, så de passer ind og fremstår mindre autistiske. Som psykolog Maja Toudal fortæller om på side 6 i dette blad, så gør mange autister, hvad de kan for ikke at skille sig ud, og de ender derfor ofte med at lægge bånd på sig selv og bruge meget energi på at være en anden end den, de egentlig er.

Der er f.eks. de stille piger i skolen, som ikke siger så meget og altid laver deres ting, og som let forsvinder i lærerens kamp for at få ro i klassen. Med andre ord – de er usynlige og skiller sig ikke ud i den almene forstand, hvor det er dem, der larmer eller er udadreagerende, man lægger mærke til. Mange af dem maskerer og gemmer deres sande følelser væk for at passe ind. Rent faktisk skiller de sig jo ud, men læreren opdager det bare sjældent.

Det samme gør sig gældende, når autistiske mennesker er ude i samfundet, på arbejdspladser, i jobcentret, på uddannelserne og i sociale fællesskaber. Selvom man ikke bryder sig om kropskontakt, så lærer man, at man skal kramme andre for at blive accepteret. Man kopierer de andre – det kan være tøjstil, interesser, sprogbrug og musiksmag. Ting der måske ligger langt fra ens egen smag, men som gør, at man er inde i varmen og accepteres.

Maskering fungerer som et skjold, som man holder oppe for at passe på sig selv fra at blive ekskluderet. Men det er hårdt at holde skjoldet oppe, og prisen er dyr.

Maskeringen kan for nogle unge og voksne ”skjule” deres autisme for omverdenen, indtil man som voksen knækker sammen og bliver udredt.

Maskering kan være svært at komme ud af igen, og for nole autister betyder det, at de føler sig ensomme i andres selskab.

Der er en evig frygt for, hvornår de andre opdager, at man ”faker” den, og at man dermed bliver afsløret. For hvad sker der så? Er det min maske, de kan lide, eller er det mig? For de har måske slet ikke set, den jeg virkelig er. Maskering kan være et redskab, man kan bruge, når det er nødvendigt. Men vi skal samtidig arbejde os hen mod et samfund, som omfavner alle, og hvor alle autister oplever, at de kan være lige den, de er eller gerne vil være. Med eller uden øjenkontakt, kram og alt det andet, der ”forventes” af os i den neurotypiske verden.

studneter