I 9 år kæmpede jeg en kamp mod spiseforstyrrelsen. I 9 år nægtede jeg at mærke det, som var svært. Jeg følte, at verden omkring mig var kaotisk. Jeg anede ikke, hvem jeg var. Jeg syntes, voksenlivet var forvirrende. Og jeg fandt en ’ven’ i spiseforstyrrelsen, da livet blev umuligt at håndtere. Jeg holdt den ud foran mig som et beskyttende skjold for ikke at mærke noget.
Jeg har hele livet følt mig forkert. Følt, at jeg ikke passede ind. Jeg forstod ikke de sociale spilleregler. Jeg ville hellere være sammen med de voksne end mine jævnaldrende. Jeg ville hellere sidde og lave puslespil alene, end at lege mærkelige lege, jeg ikke forstod. Men jeg vidste godt, det var ’forkert’. Det var ikke sådan, de andre børn var. Så jeg lavede mig selv om. Jeg sørgede for at passe ind, så ingen lagde mærke til mig. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg var sær og skulle ’tage mig sammen’, for at blive accepteret.
Det betød, at jeg aldrig nogensinde lyttede til mig selv. Hele livet har jeg gjort ALT for at være som de andre og gøre andre tilfredse. Jeg fortalte aldrig om mine problemer eller følelser. Jeg skulle leve op til at være den ’søde’, ’pæne’ og ’kloge’ pige, som alle sagde, jeg var. Jeg lod andres ord om mig danne min identitet. Jeg ville ikke være en fiasko. Jeg ville ikke være svag. Derfor gemte jeg al smerten indeni
Jeg maskerede ved at være som alle andre. Jeg var god til at passe ind. Hvis andre sagde jeg var ’sød’, ’dygtig’, ’klog’, ’god i skolen’, ’et nemt barn’, følte jeg, at jeg skulle leve op til det. Jeg lod altså andre skabe min identitet, uden at tænke over hvem jeg selv var.
Hvis andre sagde, de elskede at gå til fester, synes det var sjovt at være klædt ud, eller at det var sundt at gå til noget sport – ja, så gjorde jeg det samme for at passe ind, uden at tænke over, om jeg selv havde lyst. Det var ligegyldigt, hvad jeg selv havde lyst til, for jeg ville ikke være udenfor, skuffe mine forældre eller svigte folks forventninger.
"Jeg var en perfekt kamæleon – jeg kunne så nemt som ingenting passe ind, fordi jeg var mester i at aflure mønstre, og hvad der var det ’rigtige’ at gøre."
Samtidig havde jeg rigtig svært ved at vise mine følelser. Ingen skulle komme helt tæt på. Ingen skulle se, jeg var ked af det. Ingen måtte finde ud af, jeg havde det svært. Det var svagt at vise følelser. Den overbevisning gjorde, at jeg gik med mine følelser og alt det svære helt for mig selv. Jeg var en lukket bog – siderne var limet godt sammen. Jeg lukkede ikke engang mine forældre ind. Derfor opdagede ingen noget. Men jeg tror faktisk ikke selv, jeg var klar over, at jeg maskerede. Jeg var overbevist om, at det var mig, der var forkert og skulle tage mig sammen. Hvis jeg bare prøvede hårdt og længe nok, ville jeg passe ind.
At leve på den måde, er dømt til at gå galt – og det gjorde det selvfølgelig også…
Fuld af forventning tog jeg af sted på efterskole med drømmen om, at jeg på magisk vis ville knække den sociale kode og ville komme hjem som en helt ny person. Men intet blev som i mine drømme. Efterskolen blev mit livs værste år. Jeg fik ingen venner. Jeg blev udstødt på håndboldholdet. Jeg gik hvileløst rundt på gangene. Jeg gemte mig på toilettet eller i vaskekælderen. Jeg var konstant utryg. Hele skoleåret handlede kun om at tælle ned til at ugen – dagen – året – var overstået.
Men som sædvanligt skulle ingen vide, hvor skidt jeg havde det. Jeg syntes det var pinligt at fejle så fælt. Så i stedet for at snakke, val - gte jeg at fortrænge. Den forfær - delige oplevelse skulle glemmes hurtigst muligt!
Et halvt år senere, var jeg ubehjæl - peligt fanget i anoreksiens mørke spind.
"Jeg havde overbevist mig selv om, at lykken lå i at blive tynd."
Hvis bare jeg blev tynd, så ville jeg blive populær. Så ville jeg få ven - ner. Så ville jeg være god nok. Jeg begyndte at tabe mig, og da først snebolden rullede, kunne jeg ikke stoppe den igen.
Sådan startede 9 år med selvhad, tvangsmotion, frygt for mad og angst for at tage på. Anoreksien var en konstant stemme i hovedet, der fortalte mig, at jeg var dum, grim, tyk – at ingen kunne lide mig, og at jeg ikke havde fortjent at være her. At det ville være en lettelse for alle, hvis jeg forsvandt.
Kun ved at gøre som stemmen sagde, kunne jeg skrue ned for in - tensiteten. Derfor gik jeg halvdel - en af mine vågne timer. Derfor løb jeg et halvmaraton efter arbejde. Derfor begyndte jeg at skade mig selv.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at stoppe de dumme tanker. Fordi det var den eneste smertelindrende strategi, jeg kendte til. Anoreksien var mit mentale skjold. Med den kunne jeg slukke for de ubehagelige følelser. Jeg kunne lukke ned for alt det, jeg ikke ville mærke. Jeg slap for at tage stilling til det svære voksenliv.
"Spiseforstyrrelsen blev min bedste ven og værste fjende."
Jeg var klar over de fatale konsekvenser, det kunne have at være en brik i dens manipulerende spil. Men jeg var blevet afhængig. Døden og den fysiske smerte var ikke så skræmmende som anoreksiens vrede. Og så følte jeg også, jeg havde styr på det.
Det var først, da jeg lå og kiggede op i hospitalsloftet i marts 2021 – akut indlagt med faretruende lav blodprocent, det gik op for mig, hvor langt ude jeg var. Jeg var ikke klar til at dø.
Det var først her, jeg for alvor blev så træt af mit fucked up liv, at jeg turde tage kampen op mod anoreksien, for at blive fri igen. Jeg ville ikke bare overleve – jeg ville leve. Men denne gang på min måde.
Tidligere mislykkede behandlingsforsøg i psykiatrien, havde skræmt mig fra at tage imod hjælp. Sidst følte jeg mig misforstået, umyndiggjort og overhørt. Ingen så alt det, jeg gemte under overfladen. Min tynde krop var bare toppen af isbjerget. De virkelige problemer – og årsagen til spiseforstyrrelsen – kunne ikke ses med det blotte øje. Jeg vidste, det krævede en ny indstilling til behandlingen, hvis jeg ville slippe fri af mit mentale fængsel. Jeg blev nødt til at kæmpe – uanset hvor hårdt det blev.
Det var en lang og sej kamp at vriste mig fri af anoreksiens kløer, men fordi jeg turde være hudløst ærlig – og ikke skammede mig, over mine udfordringer – fandt jeg langsomt modet til at slippe min ’bedste ven’. Jeg fandt langsomt tilbage til mig selv. Jeg fandt ud af, hvad jeg havde brugt spiseforstyrrelsen til, og hvorfor jeg var så bange for at miste den. Og så blev jeg ikke mindst klar over – sammen med min behandler – at der nok lå en anden diagnose bag spiseforstyrrelsen.
I takt med at spiseforstyrrelsen fyldte mindre, dukkede nye problemer op. Alt blev ikke ’bedre’ og ’nemmere’, ved at tage på. Jo mere jeg slap spiseforstyrrelsen, jo mere fik jeg brug for mine rutiner. Alle de problemer jeg havde holdt nede, dukkede pludseligt op, da jeg begyndte at mærke mig selv igen.
"Udredningen med autisme gav mig de sidste brikker, jeg i mit 26-årige liv havde manglet for at kunne forstå mig selv."
Den ’kloge’ og ’dygtige’ pige, jeg var i skolen, var ikke kun fordi jeg brugte al fritiden på at leve op til forventningspresset om topkarakterer. Det viste sig, at jeg er højt begavet med en IQ på over 125. Men jeg er ikke bare højt begavet – jeg er også autist. Derfor kan jeg ikke holde til det samme som andre.
Det var derfor, jeg havde så legende let ved det faglige, mens jeg ikke formåede at knække den sociale kode. Og mit kloge hoved sørgede for, at jeg kunne aflæse mønstre og kopiere de andres adfærd.
Min maskering kommer nok mest til udtryk i mit smil eller min vrede.
Hvis jeg blev såret eller ked af det, blev jeg vred. Ingen skulle se mine følelser, for ikke at være svag. Med vreden kunne jeg holde alle på afstand. Vreden var en tryg maske, der fungerede som et effektivt skjold mod at mærke andre følelser eller lade andre komme tæt på. Men smilet var helt klart min væsentligste maske. Jeg har altid kunnet sætte et smil på – uanset hvor skidt jeg havde det indeni. Det var min fornemste opgave at gøre alle glade og ikke være svag. Var noget ubehageligt, smilte jeg. Var jeg utryg, smilte jeg. Var jeg ked af det, smilte jeg. Følte jeg mig utilpas i en situation, smilte jeg. Havde jeg det svært smilte jeg. Var andre kede af det smilte jeg.
Smilet har også været en effektiv maske til at blende ind og virke glad og normal.
"Faktisk har smilet været så effektiv en maske, at jeg i arbejdet med mig selv har skullet arbejde med, at det er okay ikke at smile. Det er okay at være alvorlig, sur, ked af det, bange og vise følelser."
Smilet gjorde, at mine udfordringer blev overset. Med smilet kunne jeg skjule mig i mængden. Med smilet sørgede jeg for, at ingen opdagede noget.
Autismediagnosen fik det hele til at give mening. Mine sociale udfordringer. Mit behov for rutiner, forudsigelighed og gentagelser. Min angst for alt nyt. Min konstant overtænkende hjerne. Min følelse af at være udenfor og anderledes.
"Autismediagnosen gav mig modet til at slippe spiseforstyrrelsen helt."
Den gav mig en fornyet forståelse for mig selv. Den hjalp mig med at finde min identitet. Den gav mig troen på, at jeg er lige præcis som jeg skal være, og at det er godt nok! Autismediagnosen er den største gave, jeg nogensinde har fået!
Ja, jeg har stadig lortedage, nedsmeltninger og ryger ned i sorte huller. Men forskellen er, at jeg ikke lader tankerne løbe af med mig. I dag har jeg kontrollen og lader ikke spiseforstyrrelsens stemme få magten igen. Jeg bruger ikke længere maden og motionen til at dulme smerten. Jeg tør mærke ubehaget. Jeg ved, der ligger noget andet bag. Når den velkendte stemme siger, jeg burde gå en ekstrem lang tur eller lade være med at spise, så er det fordi, jeg er presset på autismens udfordringer – fx et socialt arrangement eller brudte rutiner. Og så kan jeg finde den rigtige strategi til at reducere angsten.
På bare 1½ år er jeg kommet længere, end jeg nogensinde troede muligt. Og det er ikke bare mig, som kan mærke forskellen. Alle omkring mig siger også, jeg ser bedre ud end nogensinde og er en helt ny person at være sammen med. Fordi jeg tør stå ved mig selv. Fordi jeg lytter til og accepterer mine behov. Fordi jeg har fundet en ro i mig selv. Fordi jeg endelig – i en alder af 27 – har fundet mig selv.